Rummænd med latexhandsker og coronatest

Coronavirus har ædt vores hjerner op siden januar. Da kinesisk nytår nærmede sig i januar krydsede jeg fingre for, at Kina ikke ville lukke ned og vores fly og rejse til Sri Lanka blive aflyst. Det skete heldigvis ikke, og d. 24. januar rejste vi til Sri Lanka. Vores rejse var på alle måder fantastisk, men corona lå hele tiden i baghovedet og i kufferten i form af indkøbt håndsprit og 500 masker. Da vi nærmede os vores hjemrejsedato, købte vi fem dages betænkningstid og blev på Sri Lanka. Men uret tikkede og d. 12. februar blev vi nødt til at rejse tilbage til Kina, da vores pas skulle fragtes til Shanghai, hvor vores kinesiske visa skulle fornyes inden 17. februar. Vi kom tilbage til et lukket Guangzhou med tomme gader, lukkede butikker, restauranter og selvfølgelig lukkede skoler.  

Fremmede i vores eget land

Efter 10 dage, da vi havde vores pas i hænderne igen, rejste vi til Danmark (i sikkerhed). Mine forældre fik en kæmpe overraskelse, da vi midt om natten bankede på døren. Vi blev taget vel imod, selvom min far havde joket med, at vi måtte sove i garagen i 14 dage, hvis vi kom hjem 😬

I Danmark var der ingen karantæneregler på daværende tidspunkt, og jeg må indrømme, vi tog ikke til Danmark for at isolere os yderligere (hvis vi havde vidst det, som vi ved i dag, havde vi helt sikkert gjort det anderledes). Det var fantastisk at komme til Danmark: at gå ture i skoven, tage i svømmehal med pigerne, gå på legeplads, samt at alle butikker, cafeer og restauranter havde åben. Og ikke mindst fantastisk at få lov at se familien igen. Når det var sagt, gik vi selvfølgelig ikke at reklamerede med, at vi kom direkte fra Kina. Vi er jo i den heldige situation, at man ikke kan se på os, vi kommer fra Kina (stakkels asiatere i Danmark, siger jeg bare – eller i Europa for den sags skyld). Men der var flere venner, der (uden at sige det til os) bevidst valgte ikke at se os. Men det var forståeligt, især set i bagklogskabens lys. 

En dag henter vi vores niece på hendes skole, næste dag har hendes mor skolen i røret, der spørger ind til, hvem der hentede hendes datter i går, hvor vi havde været mv. Jeg ved godt, at det ikke er personligt, men på en eller anden måde følte jeg mig bare fremmede i mit eget land. Det skal lige siges, at det her var få dage efter første tilfælde af corona i Danmark, så der var næsten ingen smittede (eller ret og sagt næsten ingen testede).

Ni dage efter vi var ankommet til Danmark tikker der en besked ind fra udenrigsministeriet, at hvis man kommer til Danmark fra Kina skal man 14 dage i karantæne… HVAD F@**** SKAL DET BETYDE? Hvordan skal vi forholde os til det? Pyhhh… det viste sig, at det kun var folk ankommet efter 3. marts (og vi ankom 24. februar).    

Mig og pigerne siger farvel til Jens, da vi stadig skal blive i Danmark 10 dage. Så eskalerer det hele i Danmark, antallet af coronasmittede stiger dag for dag. Og jeg må indrømme: Fuck, hvor er jeg glad for det ikke er os, eller for den sags skyld kineserne, der bragte det lort med til Danmark 😇

Pressemøde 11. marts: Skoler, institutioner mv. lukker ned… Ja, det er så her man enten har lyst til at kvæle de jubelglade forældre, der synes det er hyggeligt at have lidt kvalitetstid hjemme med deres unger. Eller man har lyst til at sparke dem, som synes det er forfærdelig at skulle hjemmeskole deres børn i to uger 🤬 På det her tidspunkt er jeg i gang med at hjemmeskole mine børn på femte uge. Jeg undskylder mange gange min mangel på empati på dette her tidspunkt. Men corono har bare fyldt så meget i mit liv siden januar, og jeg er udmattet. Situationen er selvfølgelig helt anderledes nu (slut marts), efter coronasmitten for alvor har taget fat i Danmark. Jeg tror ikke, at der er mange jubleglade danskere tilbage (med mindre de producerer håndsprit eller masker).  

Pressemøde 14. marts: De danske grænser lukkes. FUCK FUCK FUCK! Fem dage inden vores fly til Kina afgår (19. marts). Vi skulle flyve med KLM, men hvad er chancen for de stadig flyver om 5 dage, når ingen udlændinge må komme ind i landet? Lig 0 – lige præcis mine tanker. Min mor siger:

”Det er da ikke så træls at være fanget her, det kunne jo være værre”.

Ja og nej, jeg har allerede været igennem total nedlukning i Kina, jeg magter ikke at være en del af alt det her igen, mine energidepoter er lig nul. Vi skal bare tilbage til Kina, og det kan kun gå for langsomt!

Det bliver den 15., 16., 17. marts jeg tjekker hver dag, alle KLM’s fly fra Ålborg kl 6 afgår planmæssigt 🤞🏻 Så ringer min morfar: ”Karina, har du set at jeres fly på torsdag er aflyst?”. FUCK! Jeg har ikke fået nogen mail, jeg tjekker Ålborg lufthavns afgange. Det er aflyst og samtidig modtager jeg en mail fra KLM, der bekræfter aflysningen 😟 Nu i telefon kø hos KLM i 3 timer – både Jens og jeg. Vi kan ikke komme igennem. Min handlekraftige mand ringer til vores hollandske ven (som flyver meget med KLM), jubiiii han er VIP kunde og har et direkte nummer. Vupti! Jens får os booket på fly samme dag som oprindelig men fra Billund. Pyhhh! Jeg er lettet – vi skal bare hjem til Jens NU, velvidende at rejsen bliver lang og hård, og at vi højst sandsynlig ikke slipper for 14 dages karantæne.

Kinesisk karantæne

Alle vores venner, der er nået frem til Kina er enten i hjemmekarantæne eller hotelkarantæne. Det bedst tænkelige er selvfølgelig hjemmekarantæne. Vores danske venner endte med at sidde i hotelkarantæne i 10 dage, da en bag dem i flyet havde feber. Sådan fungerer Kina, de bygger et sikkerhedssystem på ingen tid og følger det til punkt og prikke. Så de endte på et hotel, hvor de blev monitoreret dag og nat, samt at der kom sundhedspersonale og tog temperatur flere gange dagligt. Bare fordi en anden passager havde feber. Forestil jer fire mennesker på et kinesisk hotelværelse på 13 kvadratmeter, hvor du får serveret kinesiske specialiteter såsom kyllingefødder og fiskehoveder morgen, middag og aften. Jeg kan hverken lide kyllingefødder eller min familie såååå meget.  

Som du sikkert kan forstå, er hjemmekarantæne det favorable at komme hjem til i Kina, især efter 3,5 uger i Danmark, hvor vi savner vores ting (og Jens selvfølgelig). Hjemmekarantæne i Kina er ikke helt som i Danmark. Det er med politiovervågning, dvs. der bliver installeret et kamera ved indgangen samt at sundhedsmyndighederne i den givne provins er ansvarlige for at foretage temperaturkontrol dagligt. Man kan ikke gå ud og handle eller sågar gå ud med affald. 

På det her tidspunkt, er der 1,5 dag til afgang, og jeg begynder at forberede mig på det værst tænkelige: hotelkarantæne. Eller egentlig er det værst tænkelige at ende på et kinesisk hospital, hvis nu vi var coronasmittet eller blev det i løbet af rejsen (Please, at det ikke sker). Jeg skynder mig nu at købe en ekstra kuffert og købe diverse madvarer og aktiviteter til 14 dages indespærring med kyllingefødder på menuen. 

Det hele er bare så alvorligt

Dagen inden afrejse: Yes! flyet ser stadig ud til at afgå planmæssigt. Nu er det tid til at forberede ungerne på en krævende rejse. Jeg kalder pigerne op til mine forældres store egetræsbord, de er hurtige, da de ser der er M&Ms på bordet. Jeg fortæller dem om den lange rejse vi skal på, om folk i ’rumdragter’, der skal måle temperaturer. Men vigtigst af alt, at vi skal have masker på hele vejen. Det er vigtigt, for både på flyet og i Kina er der maskepåbud. Jeg fortæller, at vi må hjælpe hinanden og være tålmodige, da der er meget ventetid, når vi lander i Kina. Og måske ender vi på et hotel i 14 dage inden vi når hjem til far, men jeg forsikrer, at vi nok skal nå hjem til hans fødselsdag. Alt bliver forklaret med en meget alvorlig tone og opspærrede øjne fra min side. Her går situationen op for Nahla, som bryder sammen og grædende siger:

”Det er bare så alvorligt, mor”

Jeg måtte give hende ret, ja det er alvorligt – hele verden er ved at lukke ned pga. denne virus. Men vi har hinanden, og selvom vi ender på hotelværelse, så klarer vi den (med mad, spil, legetøj, 57.000 perler, ja selv rejsestrygejern er indkøbt).      

Nahla forklarer Chloé at hun skal have maske på

Danmark er et farligt land!

Lige et mindre setback kl 19 dagen inden afrejse, Danmark er kommet på listen over højrisikolande i Guangdong (den provins vi bor i). Hvad betyder så det? Jamen i realiteten ingenting for os, da vi var fastbesluttet på at rejse uanset hvad. Men det betyder, at vores lille land ikke længere kunne holder sig under radaren for kineserne med nu over 1.000 tilfælde, så Danmark er officielt et farligt land, og indrejsende fra Danmark skal igennem en lidt anden procedure, end hvis Danmark ikke havde været et farligt land. Efter hvad jeg kunne læse mig til, ville vi få et ”orange mærke”, som er de folk der kommer fra højrisikolande.       

Vil I til Kina, Så er det på eget ansvar!

Kl. 1 natten til torsdag ringer vækkeuret – vi skal op, vi skal kører 1.30. Min far kører os, og vi er der i god tid. Damen der tjekker os ind, giver mig lov til at tage rejseklapvognen med ind i lufthavnen, men hun kan desværre ikke love mig, at jeg kan få den med op i flyet. Jeg krydser fingre, da jeg virkelig gerne vil have den til Chloé, nå vi skal vente 10-12 timer, når vi ankommer i Guangzhou.

Alt går fint, bortset fra personalet i Billund lufthavn generelt virker lidt stressede og utrygge. Her er næsten ingen mennesker. Da vi skal boarde, møder vi en lettere irriteret dame ved indgang til gaten. Hun kan ikke boarde os, der kommer en fejlmeddelelse op, når hun prøver (flyet her går kun til Amsterdam, hvor vi har en mellemlanding). Hun spørger os: ”Skal I til Kina?”. Jeg siger, at vi bor der. Vi bliver bedt vente, og hun ringer rundt. Der er nu kun fem minutter til flyet afgår, og min puls banker derudaf. Til sidst siger hun, at vi gerne må gå ombord og tilføjer med en skrap tone:

“Vil I til Kina, så er det på eget ansvar!” 

Hun vil have vores rejseklapvogn ned til bagagen, jeg siger, at jeg lige vil spørge flypersonalet, om de kan have den i flyet først. Vi går sammen hen til indgangen af flyet, men inden jeg når at spørge KLM-stewardesserne, om vi kan have den med flyet, får hun en medarbejder til at hente den, og han er allerede smuttet afsted med den. KLM-stewardesserne beder hende kalde sin kollega op på walkien, og de siger, at det jo er specielle tider, og vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe rejsende. Så det ender med at stewardesserne får overtalt damen (med de rullende øjne), så hun kalder ham over walkie og han kommer med den.

Føj for en dårlig oplevelse! Jeg var ved at give mig til at græde, da vi sad i flyet (også nu når jeg skriver det). Både fordi hun var så ufølsom, uden overhoved at kende vores situation, men også fordi KLM-stewardesserne var så forstående og hjælpsomme. 

Én ting står klart for mig efter at kigge på folk i lufthavnen og i det næsten tomme fly: Folk rejser ikke af fornøjelse, men fordi de skal hjem eller frem til deres kære.

Fremme i Guangzhou

Vi lander i Guangzhou torsdag aften kl. 23 dansk tid (kl. 6 fredag morgen i Kina). Turen er gået fint, med to temperaturtjek undervejs. De lader os ikke vide, hvad vores temperaturer er, jeg håber, at de er under 37,3, ellers defineres det som feber. Jeg har ikke lukket et øje, hele turen har mit hjerte siddet oppe i halsen af nervøsitet over, hvad der møder os ved ankomst – det er lige før jeg skal kaste op. Heldigvis har Chloé sovet godt (næsten 5 timer), Nahla kun 2,5 time. Pladserne bag os var tomme, men under turen blev nogle personer henvist til sæderne bag os (jeg krydser fingre for, at det ikke er personer med feber). Som jeg havde forudset, får vi ”orange mærker” på vores pas. 

Vi er ved at være sultne, da vi ikke har fået ordentlig mad siden en rugbrød i morges kl 4 (19 timer siden). I både Billund og Amsterdam havde restauranter og caféer lukkede, men pyt vi vidste jo, at der var servering på flyet. Nå det var der så ikke, i stedet fik vi en “madpakke” til den 11 timers tur 🤥 Vi havde heldigvis indkøbt chips og slik, og jeg havde selvfølgelig pakket müslibare og andre snacks i håndbagagen, da jeg var forberedt på den lange tur. 

Madpakke 😳

Fra kl 6 til kl 12 er vi igennem en længere proces. Jeg har ikke tal på hvor mange “rummænd” der tog temperaturer, tjekkede rejsehistorik og interviewede os. Udover det var der flere dokumenter der skulle udfyldes (med de samme informationer), kopi af pas og ikke mindst ventetid… masse af ventetid, busser der kørte os fra den ene “post” til den næste. By the way: Jeg fik desværre ikke klapvognen med flyet til Guangzhou. Vi var dog heldig med, at vores engelske venner var 6 timer foran os i indrejseproceduren, så de informerede mig løbende, om hvad der skulle ske – ellers havde jeg nok også brudt sammen et par gange (men kun 2 timers søvn på 2 døgn) 😣

Coronatest

Kl. 12 efter lufthavns-skattejagten blev vi kørt ud til et hotel i vores distrikt “Baiyun” i Guangzhou, hvorefter rummænd med latexhandsker tog coronatest på os (vatpind i halsen). Derefter skulle vi vente 3-5 timer, hvis testen var negativ, kunne vi komme hjem. Andre før os, havde så fået et hotelværelse de kunne slappe på, det fik vi ikke, vi måtte blive udenfor (så Chloe måtte sove på mig, og senere på en stol) 🙄 Jeg tænkte hele tiden, at det var, fordi vi alligevel snart skulle sendes hjem 🤞🏻 Så kom den glædelige nyhed (5 timer efter ankomst ved hotellet): Jens skrev, at Golden Lake Management (ledelsen i den compound vi bor i) havde spurgt ham, om han ville have os i hjemmekarantæne – og det ville han selvfølgelig (lucky us) 👏🏼 Det betød negative testrestresultater og ingen hotelkarantæne. Jeg tror aldrig før, jeg har været så lettet. Det er nu 11 timer siden vi landede i Guangzhou lufthavn, 33 timer siden vi sagde farvel til min mor i Brovst – vi var så klar til at komme hjem!  

Meennn så var der lige et lille tvist: Jens ringer og fortæller, at siden i går var der kommet nye regler, så han må ikke komme i karantæne med os – så hvis vi skulle hjem, skulle han tage afsted 😯 Nej, nej, nej! Jeg vil springe over alt det mellemliggende, for heldigvis endte det hele godt. Vores agent tog over og overbeviste dem om, at fordi vi har fire værelser og 250 kvm kan Jens sove på et andet værelse, og vi kan holde afstand. Så vi fik lov at komme hjem. Og ved I hvad? Vi blev kørt i ambulance (og han kørte da også med udrykning – på samme måde som asiatere ville dytte) 😜🚑 Hjemme ventede der en lille velkomstkomité, som skulle sikre at alt forgår efter reglerne, som jeg allerede afslørede i et foregående afsnit: daglig temperaturtagning og kamera installeret ved vores indgang. 

Vi lukker døren, og vi kan endelig kramme. Gensynsglæden er stor, ikke fordi det har været hårdt at være adskilt i et par uger, men den sidste uges følelsesmæssige rutchetur føles på en eller anden måde som 100 år. 

Hjemmekarantæne 🥳

Jeg er så lettet og glad for at være hjemme, ud af alle scenarier (hospital, hotel eller hjemme) er det her det absolut bedste! Og helt ærligt 14 dage indelukket med min familie… Vi har allerede været sammen 24/7 i 9 uger (undtaget et par uger uden Jens), så vi klarer nok 2 uger mere. Det hele er dog ikke helt slut, for vi har hørt om andre, der er blevet hentet på hotel i deres hjemmekarantæne, da det har vist sig, at en anden passager fra deres fly har haft corona under flyvningen. Det satser vi ikke på sker, men vi er da lidt på mærkerne, hvis telefonen ringer. Scenariet skulle gerne være, at der kommer nogle fra sundhedsmyndighederne et par dage inden vores karantæne slutter og tager en ny coronatest. I dag er vi nået halvvejs i vores karantæne og det skal fejres 🥂

Hold nu kæft det her er en oplevelse, jeg sjældent vil glemme.. Men jeg synes, da også det er lidt sejt at tænke på, at jeg engang skal fortælle den her historie til mine børnebørn: ”Da mormor drog afsted til Kina med din mor og moster under den store coronakrise i 2020”. Hehe 😂

Nahla tæller ned

Jeg håber, du har hængt ved igennem mit lange skriv (atypisk mig i øvrigt). Jeg må tilstå at det faktisk har været svært og følelsesladen at gennemgå det hele igen. Det er underligt, som kroppen husker følelser selvom hjernen glemme.

Tusind tak, fordi du giver dig tid til at læse lige præcis dette indlæg.      

4 Comments

      1. Anne Madsen

        Hej Karina. Jeg har lige læst din coronatur, uha en oplevelse, som heldigvis endte godt. Godt beskrevet. Kh Anne

        Like

      2. Karina Green

        Hej Anne 😊 Tak fordi du læser med. Ja det var en oplevelse vi sjældent vil glemme. Heldigvis tog vi chancen og nåede til Kina i tide. Vi har mange venner her, som er adskilt fra deres koner og børn, da de ikke nåede til Kina før grænsen lukkede. Vi har været heldige taget alt i betragtning. Kram fra Karina

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s